Stærk ryg

Stærk ryg?

Hvad er en stærk ryg? Udtrykket høres ofte i forbindelse med rygproblemer, når smerterne forklares ved at ryggen ikke er ”stærk nok”. Vi undrer os dog over dette udtryk, for hvad betyder en stærk ryg egentlig? Er det kraftige muskler i ryggen, i maven eller begge dele? Hvis man er ”stærk nok” i ryggen, får man så ikke ondt? Hvor svag skal man være før det giver problemer?
Vi må derfor præcisere, hvilken form for styrke der er tale om, når det drejer sig om rygsundhed.

Forskellige former for styrke

Musklerne har isoleret set – hver for sig – evnen til at løfte en given byrde. Men denne form for styrke giver i sig selv ikke en såkaldt stærk ryg. En stærk ryg opnås ved perfekt balance mellem alle muskler og led, både lokalt i ryggen og i de tilstødende kropsdele. Faktisk kan man sige, at det er en god kontrol af ryggens muskler og led, der giver den stærke ryg. Og dette kan i mange tilfælde faktisk opnås uden brug af vægte!

En udbredt øvelse for at ”styrke” ryggen er rygstrækning, hvor man liggende på maven fører ryggen bagover. Denne øvelse stimulerer ganske vist rygstrækkerne, men afhjælper sjældent rygsmerter og vil i mange tilfælde blot forværre problemet. Dertil har øvelsen slet ikke fat i rygmusklernes fulde potentiale, men træner dem blot i et begrænset omfang.

Stabilitetstræning

I forhold til førnævnte kontrol af ryggens muskler og led, så har der de sidste 20 år været fokus på såkaldt stabilitetstræning eller core som mange kalder det. Baggrunden for denne træningsform er, at de dybe mavemuskler har direkte forbindelse med ryggens muskler og at man ved træning af dette system, kan opnå bedre kontrol af ryggen.

Studier har da også vist en positiv effekt af denne træningsform. Men da effekten typisk bliver målt op mod andre former for behandling eller alene ud fra kontroller og ikke op mod andre træningsformer, er det tvivlsomt hvor stor relevans selve stabilitetsdelen egentlig har. Derudover har stabilitetstræning næsten altid fokus på ryggens kontrol i neutrale positioner, men langt de fleste rygproblemer opstår når ryggen kommer i en uvant position!
Vi kommer nærmere ind på træning i en senere blog.

Et lille tip til en stærk ryg

Vi ser ofte mange patienter med stive og/eller svage hofter. Hvis hofteleddene ikke bevæger sig frit, så kan fysiske belastninger ikke fordeles ned i benene og så må lænden gøre alt arbejdet, hvilket selv den bedste rygtræning vil komme til kort overfor!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *