Hvad er evidens?

Hvad betyder evidens?

Evidens og evidensbaseret behandling er blevet centrale begreber indenfor sundhedssektoren. Hvilket er ganske berettiget, eftersom mange behandlinger – især i praksissektoren – har været og nogle steder stadig er, præget af stærkt tvivlsomme metoder. Men hvad betyder evidens så?

Evidens – viden der virker

Egentlig betyder evidens blot, at der findes bevis for at noget virker. Nogle beviser vægtes højere end andre, hvorfor man taler om forskellige grader af evidens. Øverst ligger RCT, på dansk kaldet randomiserede dobbeltblindede undersøgelser. RCT undersøger effekten af en given metode, ud fra forsøg med tilfældigt udvalgte test- og kontrolpersoner. Nederst ligger praktisk erfaring. Ofte ses der endda skævt til den praktiske erfaring, men ved mangel på andet er den det bedste vi har. Rent faktisk bygger megen af den behandling der tilbydes, på netop denne type erfaring.

Sundhedsvidenskabelig forskning gør os her klogere på, om en given behandling har effekt på et givet problem og giver således svar på, om der er evidens for behandlingen. For nogle diagnoser er det relativt let at bestemme, hvilken type patienter der skal medtages i forsøgene, for at de med rimelig sikkerhed er sammenlignelige ex. insulinkrævende sukkersyge. Men inden for bevægeapparatet er det desværre langt mere broget. Ganske mange af vores ”diagnoser” dækker i virkeligheden over symptombeskrivelser, som igen dækker over endnu ikke identificerede underproblemstillinger. Til eksempel kan lændesmerter have mange forskellige årsager og udsætter man alle lændepatienter for den samme standardiserede behandling, vil resultatet blive derefter. Man bør derfor være varsom med at tolke resultaterne af netop RCT på symptomdiagnoser i bevægeapparatet.

 

Tilmed er det ikke alle der forstår, hvordan man anvender evidens i det praktiske arbejde med patienterne. En udbredt misforståelse er, at tolke manglende evidens som udtryk for, at en given behandling ikke virker. Omvendt skal man selvfølgelig heller ikke stædigt tilbyde behandling man anser for virkningsløs. I stedet bør man benytte de retningslinjer som Sundhedsstyrelsen løbende udgiver, betegnet Nationale Kliniske Retningslinjer.

Kommentarer

  1. Lone Ipsen siger:

    Kort og godt om evidens.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *